mandag den 21. maj 2012

Angela Brink, Elisabeth Møller Jensen og Leths prostata


Nå. Så fik vi overstået intermezzoet med Rikki. Vi var kommet til Mads Christensen og hans – ifølge statistikkerne - nært forestående prostataoperation, den mænd over en vis alder er omtrent sikre på at få, eller… selv hvis de ikke får den, så kunne de trænge til at få den.
(Mads Christensen (indre dialog umiddelbart før han entrer scenen til Dells konference i Tivoli): »Føj, jeg går og sjatpisser hele tiden. Er ved at komme i den alder, hvor jeg snart skal have høvlet noget af prostata. Åhh, det er et gedemarked! Må sgu finde på noget at muntre gutterne op med derinde – tror jeg vi lære dem at hvisle, »hold kæfffffft kælling««).

Alle mænd udvikler som bekendt med tiden en forstørret blærehalskirtel (det er den, de er så vilde med at seksualisere sådan Touch me baby, imens de er unge og tror de kan gå på vandet). Det første de opdager er, at det hen ad vejen er kommet til at tage meget længere tid at lade vandet, end det gjorde engang... Og værre og værre bliver det. Sjask, sjask. Dryp, dryp. Til sidst er der omtrent ingen pres på strålen mere, og sådan en lille tissetår kan tage umindelige tider at komme af med. Dér sidder de… nej STÅR de... selvfølgelig. (Ingen Mænd sidder jo ned og tisser, vel? Nej for helvede da. Haw, haw, haw. Det er kun kastrerede tøsedrenge, konerne har opdraget til det, der behandler maskuliniteten så stedmoderligt). Okay. Så dér STÅR han altså… ved toiletkummen. Og han presser og presser og presser. Mødet skal lige til at starte og han har frisk sagt, at han lige skal slå en streg, ha, ha, så kommer jeg. Jo, godmorgen. Den »streg« er vist nærmest blevet til en stiplet linje… med nogle paranteser omkring. Puuuha. Det drypper og drypper og drypper. Og tiden går og går og går. Mødet for helvede… Svenden springer ham af panden, han kigger sig over skuldrene. Nå, nej. Han har jo stillet sig ind på toilettet, så der er ingen, der kan se ham. Okay. Han sætter sig ned, læner overkroppen frem og støtter underarmen på låret, imens han hviler hagen i hånden… ligesom Rodins »Tænkeren«.

Det eneste han tænker på, er imidlertid, hvornår dette her er overstået. &€##!&!!##€% Og hvad de andre tænker, nu mødet er startet og han ikke er dukket op. Jo, måske tænker han også lidt på dengang for ikke så mange år siden, da en tissetår var noget fuldkommen ukompliceret, hurtigt klaret med en kraftig og… viril, havde han ved gud nær tænkt - stråle, der plaskede i kummen. Men skynder sig så at ryste den dumme tanke ud af hovedet igen. Som om tisseevnen har noget somhelst med potens at gøre. Ha, ha. Det har det jo ikke. (Åhhh. Det drypper endnu, bliver den blære da aldrig tom? Suk, han skulle ikke have taget den øl til frokost). Ikke på anden måde selvfølgelig end… Er der ikke noget med at prostataoperationer, kan gå ud over potensen? Brrr. Jo, det er der vist. Mglp. De høvler af blærehalskirtlen, så den ikke blokerer for urinen, men desværre sker det temmelig tit at evnen til at ejakulere beskadiges i skyndingen. 

Giiisp. 

Han kan mærke trækningerne helt op i mellemgulvet. På den anden side… kan det der med at tisse også ende helt galt… med at man slet ikke KAN lade vandet til sidst. Og må have sat et kateter op for at slippe af med det. Uf!

Han har sgu aldrig troet, at der skulle være så mange problemer med at have en tissemand… eller en pik, tænker han stolt og retter sig op et kort øjeblik. Så synker han sammen igen. Bliver den blære da aldrig tom? Og mødet for helvede. Det her går ud over hans status i chefgruppen. Mænd, der ikke kommer til møderne til tiden… Ikke noget godt signal at sende. Og så er der jo også det med… hm, hm… prostatacancer. Det er der også mange der får… heldigvis er prognosen god for lige den type cancer, men alligevel… Husker godt al balladen med Jørgen Leth dengang. Det var da også prostata den var gal med, var det ikke? Og noget med at han blev strålebehandlet efter en helt ny og meget skånsom metode. Skulle han få taget en af de der tests? Det svimler for ham et kort øjeblik. Han føler sig så skrøbelig lige pludselig. Han. Et mandfolk. Han retter sig uvilkårligt op igen med et så hårdt ryk, at han mærker ryggen sætte sig i av for &€##!&!!##€%, et hekseskud! Åårrgh, hvor idiotisk, han prøver at rette sig helt op, idet han presser hånden hårdt ind i lænden. Det lyner og stikker i den &€##!&!!##€% muskel. Han kan faktisk kun rette sig op med opbydelsen af al sin viljestyrke til at ignorere den heftige smerte. Hekseskud. Det er da fanme også det helt rigtige ord for tilstanden, tænker han plaget med sveden rendende ned ad panden.

Pludselig går det op for ham, at det ikke drypper mere. Han er færdig? Ikke mere urin? Neej. Blæren er tom, konstaterer han. Skal han? I et kort øjeblik tøver han, så rækker han ud efter toiletrullen og river en... okay så to stykker af og tørrer urin bort fra spidsen af penis. Det han man jo egentlig lige så godt. Sgu da godt man ikke er muslim. Eller jøde, tænker han og føler selvtilliden stige igen. Tænk ikke at have nogen forhud. Han ville sgu nødigt undvære forhuden. Latterligt. Tænke sig at fjerne forhuden. Det er jo en trediedel af alle følenerver, der sidder dér, har han læst... eller er det to trediedele? Nej, den er der fame ikke nogen, der får lov til at pille ved, så får de med ham at bestille, tænker han. Med en gang mægtig tilfreds med sig selv. Den valgmulighed er der jo ligesom mange millioner af jøder og muslimer, der slet ikke har. Vel? At de kan sige FANME nej, hertil og ikke længere og sådan virkelig SLÅS for deres potens… som MÆND.

Han skal til at rette sig op igen, men kommer så i tanke om hekseskuddet. Må heller gøre det forsigtigt og langsomt. Han rynker brynene i koncentration for ikke at lade sig overvælde at smerterne fra den låste rygmuskel, så fremtvinger han et let smil og trækker vejret dybt ind. Koncentration, koncentration, koncentration… må have noget, jeg kan fyre af lige med det samme, jeg er kommet ind og har sat mig, tænker han, imens han stopper skjorten på plads i bukserne og spænder livremmen. Jeg siger til dem, at der var en kunde, jeg blev nødt til at tage mig af i telefonen. Og så går jeg direkte over til at foreslå, at vi rykker på produktinventionen med en konference… allerede i foråret… smæk på!... har et fantastisk forslag til keynotespeaker og… Fandens, tænk nu føles det sgu allerede igen, som om blæren trænger til at tømmes. Han smiler anstrengt og åbner døren ind til mødelokalet…

                                                 *

Ikke? Jeg mener… Sådan ER det at være mand. Slap dog af! Det er en ærlig sag det her.

Når jeg så tænker på al den ballade, der er, hver gang kvinder forsøger at komme ind på et nyt samfundsområde, hvor de ikke tidligere har gjort sig (så meget) gældende.

At ååååh nej, DET duer da bestemt ikke. De er uligevægtige, de har menstruationer. Og rigtig dødsensfarlig PMS. …

Ja, jo, tjaaa. Men hvordan tror I lige, at en mands humør er, når han kommer ud fra toilettet efter sådan en omgang sjat-tisning måske? Og alle de tanker dét giver anledning til? Mænd er altså også influerede af deres køn (biologisk and otherwise), skulle jeg hilse og sige. Også sådan nogle som f.eks. Mads Christensen og Jørgen Leth (med Ole Birk Olesen ved jeg ikke rigtigt). Hvorfor dog ikke bare tage det lidt afslappet med den prostatakirtel? La' os dog være mennesker, for pokker!

Se, hvad der f.eks. skete dengang Elisabeth Møller Jensen skrev i anmeldelsen af Jørgen Leths »Det (u)perfekte menneske«

»…jeg forstår først timer efter at bogen er lukket, at heltedyrkelsen formentlig hænger sammen med, at Jørgen Leth både er gammel med de unge i en tidslomme fra 68, men han er også uhyggelig samtidig i vulgariseringen af det erotiske som pornografi. Med mindre prostatakræften sætter en stopper for projektet, er der meget der tyder på, at Jørgen Leth ender sin kunstneriske bane som pornograf for Nordisk Film«. (http://webmagasin.kvinfo.dk/artikler/konsulens-tvivlsomme-projekt)

Der lå jo et hus! Det var helt vildt som folk reagerede. Det var især den sætning med Med mindre prostatakræften sætter en stopper for projektet… folk slet ikke kunne tage. De fik det til, at Elisabeth Møller Jensen havde ønsket Jørgen Leth DØD… som de sagde, (det de MENTE var, at hun havde ønsket ham IMPOTENT, men det var åbenbart for gruopvækkende til at udtale åbent, så hellere døden…). Imidlertid kan enhver jo se, at det er Jørgen Leth som kunstner, Elisabeth Møller Jensen forholder sig til. Hun opfatter Jørgen Leths kunstneriske udvikling som en del af en tidstypisk tendens. (Leth er »uhyggelig samtidig i vulgariseringen af det erotiske som pornografi«). Det er vulgariseringen af det erotiske som pornografi, Elisabeth Møller Jensen kritiserer. Jørgen Leths projekt på det tidspunkt var nemlig som bekendt at indspille en dokumentarfilm, hvor hans samlejer med kvinder af forskellige nationaliteter skulle indgå. Elisabeth Møller Jensen tillader sig at karakterisere dette dokumentarfilmprojekt som værende pornografi. Og okay, det ligger der da også en nedvurdering i. Man kan være uenig med Elisabeth Møller Jensen. Men pornografi er en genrebetegnelse, der kan argumenteres for, ville jeg i det mindste sige. Ligeledes ville jeg sige, at det vel er et forsvarligt synspunkt, at kritisere tendensen til at vulgarisere det erotiske som pornografi. Og under alle omstændigheder noget helt, helt, helt andet, end at ønske manden død. Eller kastreret.

Prostatakræften bringer Jørgen Leth selv på bane i selvbiografien sammen med svækkelsen af den seksuelle kapacitet som følge af tilstanden. Man skulle derfor tro at problemstillingen var tilladt at omtale.

Men prostata er åbenbart mineret område. I hvert fald for kvinder. Bare det at NÆVNE kirtlen bliver optaget som en ufatteligt aggressiv og fjendtlig handling. Eller hvis man så meget som BERØRER muligheden af, at prostatacanceren kunne blokere for dokumentarfilmsprojektet.

Sjældent har man set princippet om at skyde budbringeren med det dårlige budskab gennemført med større konsekvens i den danske offentlighed end i angrebet på Elisabeth Møller Jensen for hendes anmeldelse af »Det (u)perfekte menneske«. Jeg kan i hvert fald ikke finde andre forklaringer på, hvordan det er gået til, at folk refererer vidt og bredt til KVINFO-direktørens dødsønske over Jørgen Leth, som drejede det sig om en objektiv og for længst fastslået kendsgerning:

KVINFOs direktør, Elisabeth Møller Jensen – hun ønskede jo Jørgen Leth død dengang med Kokkens Datter. Kan I huske det?

Jo, det kan alle da huske. Helt tydeligt.

Krafteme ubehagelig kran, den direktør.


Men nu skal I høre, hvad der skete, da den skønne Dorte Toft på et tidspunkt fandt ud af, at hun ærlig talt gerne ville vide noget mere præcist om hele den historie, som folk refererede til tidligt og silde… HVORDAN havde Elisabeth Møller Jensen helt nøjagtigt ønsket Jørgen Leth død? (Det ligger omkring trekvart års tid tilbage, da antifeminismen for alvor blussede op uden at nogen endnu var begyndt at sige noget til det. Og en af de antifeministiske grundpåstande var netop, at '70-erfeminister var en slags særligt brutale, overgribende og dominerende kvinder. I den sammenhæng kom historien om Elisabeth Møller Jensens dødsønske over Jørgen Leth selvsagt til at spille en central rolle). Anledningen var familien Sorts Angela Brink, der netop havde givet udtryk for heftig forargelse inde på FB over KVINFOdirektørens afstumpede, feministiske brutalitet. Men da Dorte Toft så læste den konkrete anmeldelse, gik det op for hende, at det slet ikke passede… Der stod ikke noget om, at Elisabeth Møller Jensen ønskede Jørgen Leth hverken død eller impotent. Derimod stod der, at hun ikke brød sig om den vulgarisering af det erotiske som pornografi, der knyttede sig til Leths annoncerede dokumentarfilm-projekt.

Altså kort og godt en vandrehistorie, hvor Elisabeth Møller Jensen blev tilskrevet en aggression og et mandehad, som der i realiteten ikke var dækning for. KVINFOs direktør blev anklaget og dømt af folkedomstolen for noget, hun ikke havde gjort. Den slags kalder man som bekendt at blive gjort til syndebuk. Det er jo, set i det lys, ironisk, at Leths forsvarere var enige om, at hans skæbne havde været at blive brugt som syndebuk. (Det bærende synspunkt f.eks. i den antologi, Paul Pilgaard Johnsen udgav om fejden, »Det forbandede menneske«). Dette imens man i enighed udråbte Elisabeth Møller Jensen til aggressor af værste skuffe. De mennesker, der hævdede at forsvare Jørgen Leth imod at blive gjort til syndebuk, gjorde uden at blinke selv Elisabeth Møller Jensen til syndebuk.

Hør nu, hvad der videre skete: Da Dorte Toft konfronterede Angela Brink med, at der jo ikke var hold i den historie om Elisabeth Møller Jensen, lød svaret, at det heller ikke var det, det drejede sig om. Nej. For det værste af det hele var i virkeligheden, svarede Angela Brink, at man jo sagtens kunne FORESTILLE sig om Elisabeth Møller Jensen, at hun kunne finde PÅ det… altså at ønske Jørgen Leth død. Og DET var det vigtige.

Fantastisk. Fantastisk rationale. Det siger alt om antifeminismen. Man gennemfører med vold og magt sin umodne projektion på virkeligheden – virkeligheden selv er man ligeglad med: 

Elisabeth Møller Jensen er OND. Det VED vi bare. Og det er hele problemet i sin essens. Hvilke gerninger, vi vil tillægge hende, kommer i anden eller tredje eller syvogtyvende række. De er egentlig bare et symbol på den ondskab, vi VED er der. Og hvordan ved vi det? Fordi hun er feminist!

Feminister er sure, gamle, mandehadere. Hæmningsløst overgribende, dominerende, aggressive. Ligemeget HVAD! Og... nå jo, det minder mig fuldkommen om det, en eller anden »Lars« forleden skrev om min ringhed inde på Rikki Tholstrups blog:

Lars says:
May 16, 2012 at 10:01 am
Det er landsforræderiske, feministiske smatsøer som hende, der har ødelagt dette land. For satan hvor jeg hader kællingen, af hele mit hjerte.

For satan hvor jeg hader kællingen, af hele mit hjerte... Det er unægteligt en meget, meget, meget stor indflydelse at have på et menneske, man aldrig har haft med at gøre.


(fortsættes)









2 kommentarer:

  1. "Feminister er sure, gamle, mandehadere. Hæmningsløst overgribende, dominerende, aggressive. Ligemeget HVAD"

    Endelig noget selvindsigt, Jette-pigen, du kan jo godt!

    SvarSlet
  2. Jeg kan FORESTILLE mig, at Lars er fraskilt. Og at han ikke er glad for det. Og det varmer hele vejen ned i maven på ham, når han kan få lov til at pakke sin tort og svie ind i noget mere samfundsagtigt-omsiggribende. Så er han ikke så alene mere ...

    SvarSlet